From the BlogNyhedsbrev

Sådan søgeoptimerer du dine tekster, så du bliver fundet på internettet

Søgeoptimeret tekst er én af de mest effektive SEO-discipliner, hvis du vil findes på internettet

Googles søgemaskine har som fornemste formål at binde afsender og modtager af et givent informationsområde sammen. Googles robotter arbejder ud fra en såkaldt algoritme, der indekserer din side og tildeler den relevans ud fra en række parametre som kun Google kender.

Selvom ingen nøjagtigt ved, hvordan Googles indekseringsrobotter nøjagtigt bedømmer og kategoriserer din side og derudfra prioriterer hvor højt den bør rangere  – er der i dag mange mennesker, der interesserer sig for feltet og kontinuerligt tester, hvad der virker og hvad som  ikke gør. Som professionel online tekstforfatter følger jeg området og har baseret dette indlæg på en delsum af den viden, der eksisterer i 2014.

Indlejr (embed) video på din hjemmeside

Det stærkeste SEO-værktøj af dem alle. Placér videoer med portræt af din virksomhed eller demonstrationer af dine produkter etc. på Youtube, Vimeo, Facebook, Pinterest osv. og skab på denne måde indgående links til (-bage) din hjemmeside. Google (der i øvrigt ejer den største videokanal: Youtube) ser med særligt kærlige øjne på websitets med mange indgående links. Antallet af indgående links multi-dobles, når dine videoer bliver delt på mellem friends på Facebook og forretningsnetværk på Linkedin og indgående links fortæller Googles indexerings-robotter, at hjemmesiden er høj-relevant. 70 % af verdens bedst rankede hjemmesider har da også mindst én video.

Din sidetitel skal rumme de vigtigste nøgleord

Betragt hver enkelt side på dit website som en afgrænset enhed, der skal søgeoptimeres i forhold til søgemaskinerne. Sørg for at din sidetitel – udover at rumme dit hovedbudskab/emne – rummer de eller det søgeord, du ønsker den bliver fundet på. Vil du fx findes af brugere, der er interesseret i at skrive effektive pressemeddelelser, er det vigtigt, at ordet “pressemeddelelse” indgår i overskriften, der i internetsprog kaldes for en H1.

Sidetitlen er som udgangspunkt den titel Google viser i søgeresultatet og må derfor kun indholde 70 tegn i alt, hvis du ønsker hele titelteksten vist. Er det mindre vigtigt for dig at bringe en afsluttet tekst i søgefeltet, kan du med fordel – i et søgeoptimeringsperspektiv – skrive en længere overskrift, der kan medtage endnu flere centrale søgeord.

Sørg også for at bruge mange deloverskrifter indeholdende dine nøgleord, såkaldte H2´ere, der samtidig med, at de letter læsningen, gør siden lettere at indeksere for Googlerobotten. Det giver dit emne en højere rangering i søgeresultater.

Meta-beskrivelse

Google anvender også din meta-beskrivelse (meta-description) til at indeksere din sides indhold i søgeresultaterne. Selvom den ingen effekt har på din rangering i søgeresultaterne kan en god meta-beskrivelse betyde forskellen på, om det er din side målgruppen vælger at klikke på, når de scroller gennem listen af søgeresultater. Sørg derfor for, at din metabeskrivelse rummer svaret på det spørgmål, du forventer, dit publikum søger efter.

Google udvælger selv din metabeskrivelse ud fra dit indhold, hvis du ikke selv gør noget, ofte med det resultat, at teksten bliver skåret over et uhensigtmæssigt sted. Konstruerer du selv din metatekst, får du kontrol med hvad, Google viser i søgeresultatet. Hold tekst inden for 156 tegn, hvis du vil sikre dig, at hele teksten bliver bragt i søgeresultatet. Hvis du skriver på en side, der automatisk medtager datoen for pågældende tekst, fx et indlæg på en blog, har du kun cirka 140 tegn til din rådighed.

Tips til gode metabeskrivelser:

  • Inkludér de vigtigste søgeord i metabeskrivelsen
  • Formulér dig klart og hold dig til emnet, så målgruppen tydeligt kan afkode indholdet af din side.
  • Skriv sælgende og forklar, hvorfor det vil være en god idé at klikke ind og læse din netop tekst (fremfor de andre listet i søgeresultaterne).
  • Inkludér eventuelt et call-to-action i metabeskrivelsen, fx “Tilmeld dig nyhedsbrevet og få 25% på din første tekstopgave e-bog!”
  • Skab samspil mellem din sidetitel og metabeskrivelsen, fx ved at bringe hovedbudskabet/emnet i overskriften og en uddybning (troværdighed) i metabeskrivelsen, akkurat som i en avisartikel med en overskrift og en uddybende underrubrik.

Nøgleordstæthed og ordvariation

Det anbefales ofte at bringe dine nøgleord så mange gange som muligt. Et sted har jeg set anbefalet, at nøgleordet udgør hele 4,5 % af tekstens samlede ordmasse, men ofte er det at gå på kompromis med tekstens naturlige flow at “presse” alt for mange gentagelser af nøgleordet ind.

Selv prioriterer jeg læsbarheden og kvaliteten af teksten, fremfor, at den tilfredsstiller en matematisk formel. Det hjælper ikke så meget, at man får folk ind på ens side, hvis ingen kan holde ud at læse teksten, fordi, der står “pressemeddelelse” tre gange i hver sætning. En måde du kan tackle problemstillingen på er, at bruger forskellige varianter (synonymer) af dine nøgleord, så du i Googles søgerobots optik signalerer, at du holder dig skarpt til emneområdet, samtidig med, at du giver din læser en god læseoplevelse.

“Søgninger relateret til”

Lav en Google søgning på dine nøgleord og se “søgninger relateret til” og få på den måde idéer til, hvilke søgeord du kan bruge til erstatning af dine centrale nøgleord for at skabe variation. Anvend de ord, som sætter de mest relevante søgeord i kontekst.

Skriver du eksempelvis en tekst om fiskeopskrifter med fisk, skal du gøre det klart for Google, at din tekst er relateret til fiskeopskrifter og ikke til arten.

Ord som ”fisketilberedning”, ”torskegratin”, ”timian-ørred”, ”fiskefond” og ”fiskeopskrifter” bringer emnet i den rigtige kontekst, mens ord som ”fisk”, ”regnbueørred”, ”torsk”, ”rødtunge” vil være med til at vise, at en tekst hænger sammen med fisken biologi og mere henvender sig til naturinteresserede, (lyst-)fiskere eller biologer.

Bring de væsentligste søgeord i underrubrikken

Søgeordseksperter som Yoast (der også leverer et gratis SEO-værktøj til WordPress!) anbefaler, at du bruger dine nøgleord i “underrubrikker”, som udgør de første 100 ord af teksten. Det beror, som så meget andet, på hypoteser om Googles robotter prioriterer indholdet af de første ord i din tekst, men det vil alt andet lige være logisk. Derfor, gem ikke dine nøgleord væk, men forsøg på kreativ vis at flette dem ind i de første 100 ord af din tekst. Bare for en sikkerheds skyld.

Efterfølgende optimering af din tekst med Google Analytics

Hvis du i dit webanalyseværktøj kan se, at du har fået besøg på en søgesætning, hvor du ligger placeret lavt i søgeresultaterne, kan du forbedre din placering gennem placering af den præcise sætning et sted eller flere i din tekst. Gerne i under-overskrifterne (H2).

Skriv lange ordrige tekster med mange varianter af dine søgeord og søgeordsætninger

Længere tekster giver dig mulighed for at berige din tekst med mange forskellige kombinationer af de søgeord og søgeordssætninger, som du gerne vil findes på. Lange tekster giver logisk flere forskellige sætningskonstruktioner og chancen for at ramme præcis de formuleringer, dine potentielle besøgende anvender, når der søger via fx Google  bliver langt større. Husk at bruge ord og sætninger, der beskriver din ydelse og lav eventuelt en tjekliste med de vigtigste ord og sætninger, så du er sikker på at få dem med i alle dine tekster. Skriver du fx om et givent produkt i din webshop, så sørg for at bringe beskrivende sætninger, der beskriver produktet i stedet for blot at bringe brandnavnet, som de færreste vil søge på. De som alligvel søger på brandnavnet er næppe potentielle kunder hos dig.

Lav en blog eller artikelsamling

En anden oplagt idé er at have en blog på dit site, det perfekte påskud for – i artikel efter artikel – at få fyldt godt med kritiske søgeord på din hjemmeside. Google belønner samtidig “dynamiske” hjemmesider, der kontinuerligt udgiver nyt indhold.

Skriv billedtekster

Billedtekster bliver ofte læst før al anden tekst på dit website af dine besøgende og Google læser dem også. Anbring derfor dine centrale key words i dine tekster under billedet – endnu en mulighed for at øge din nøgleordstæthed (keyword-density).

Navngiv dine billeder

Før du uploader et foto til din tekst, så sørg for at det eller de, vigtigste nøgleord indgår i “navnet”. Skriv-alle-ord-adskilt-af-bindestreg efterfulgt af jpg. eller .tif. Igen er dette med til at øge nøgleordstætheden på din side, i dette tilfælde uden at læseren besværes af gentagelser.

Undgå dublikeret indhold

Undgå at duplikere eller kopiere indhold fra andre (egne eller andres) sider på din side. Google “straffer” indhold, der er kopieret fra andre sider ved at give din side en lavere ranking. Læs mere om copyright og duplikeret indhold her. PS. relevansen af den side/artikel jeg linker til her stiger netop fordi, jeg linker til den. Også selvom siden tilhører mit eget site.

Ovenstående er ikke nogen komplet oversigt over ALT hvad du kan gøre for at søgeoptimere din SEO-tekst, men følger du ovenstående tips og tricks er du nået længere end langt de fleste. Du er med andre ord allerede foran på point.

Tips og tricks til SEO-tekst, som du mener burde indgå i artiklen?

Har du selv et par staldtips, du mener burde indgå i denne artikel er du mere end velkommen til at bringe dem i kommentarfeltet nedenfor, så jeg kan justere eller optimere artiklen til glæde for andre.

Husk også at dele indlægget, hvis du mener indholdet kunne være relevant for andre.

Læs også SEO-ekspert Jonathan Lindahls udførlige gennemgang af tips og tricks.

Se også online marketing-specialist Thomas Rosenstands tips til hvordan du på enkel vis søgeoptimerer en enkelt udvalgt hjemmeside i forhold de søgeord, du vil findes på her.

 

 

 

  • Royal Greenland
  • Bosch
  • Sydbank
  • Gråkjær
  • Region Nordjylland
Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

%d bloggers like this: